Dette blogindlæg er af mere personlig karakter, for det handler om min vej ind i psykoterapi – og den fantastiske verden der åbnede sig for mig.
I 2008 starter jeg på en uddannelse som vil vise sig at blive der, hvor jeg uddanner mig til psykoterapeut. For det var egentlig ikke min plan fra starten. Jeg tænkte at et år eller to på Dansk NLP institut ville give mig det jeg havde brug for, for at jeg kunne inddrage det i min faglige værktøjskasse.
Men jeg blev hængende
Da jeg først bevægede mig ind på denne rute, blev jeg afhængig og måtte have mere. Jeg endte med at fuldføre alle 4 år, og blev som du sikkert ved Certificeret psykoterapeut. Og det er jeg meget taknemmelig for.
Jeg har gennem det meste af mit arbejdsliv beskæftiget mig med relationsarbejde, med børn, unge og familier som omdrejningspunkt. Men efter jeg selv blev mor for første gang i 1994, blev min interesse vakt for at udforske det mere terapeutiske felt.
At blive mor er en stor og helt fantastisk gave – og det er også en opgave. En ny rolle. Et stort ansvar for det lille barn – det vigtigste i éns liv. Usikkerhed, tvivl, svære følelser i én stor pærevælling, sammen med alle de hjertelige, glædelige, kærlige og varme følelser som også har en stor plads.
Jeg havde selv stor glæde af at have psykoterapeutiske samtaler, hvor jeg fik hjælp til at håndtere alt det nye i livet. Alle de svære følelser, som jeg var utrænet i at håndtere. Høje forventninger til mig selv (alt for høje!)
Husker tydeligt da en psykolog viste mig et afsnit i bogen fra den engelske børnelæge og psykiater Donald Winnicott som omhandlede begrebet ”Den gode nok mor”. Hans budskab og konklusion er at den almindelige hengivne mor er godt nok. Det gjorde dybt indtryk på mig dengang. At det var nok at være opmærksom på sit barn på en helt almindelig måde – for at være en god nok mor! Altså at det ikke kræver noget helt specielt for at være en god nok mor – men at det er tilstrækkeligt at være helt almindelig for at være god nok.
Wauw… det fik skuldrene ned!
Vendepunktet i karrieren
Når jeg ser tilbage til de for snart 30 år siden, er det nok det der har gjort mest indtryk på mig. Og jeg tænker det er det, der har startet min vej ind i psykoterapi. Derefter kom der flere andre dygtige og livskloge mennesker som jeg blev inspireret af.
Jeg har gennem årene med små børn haft mange forskellige fagfolk inde over vores familieliv, da min ene søn har Downs syndrom. Velmenende, dygtige, højt kvalificerede fagfolk som ydede en stor hjælp for os. De var supergode til at fortælle hvordan mine børn havde det. Jeg lyttede og forsøgte at gøre det bedste jeg kunne for alle mine børn. Når jeg ser tilbage på denne periode lyttede jeg måske for meget til fagfolk, og underminerede min egen dømmekraft.
The missing link
For der var et missing link, som først blev bevidst for mig flere år senere. Der var ingen eller meget få der spurgte til mig som mor. Hvordan jeg havde det? Hvad jeg havde brug for? Fokuserede på at jeg gjorde det godt nok.
Vendepunktet for mig var da jeg stødte på en artikel i et blad, som omhandlede et forsøg man havde igangsat i en kommune i Jylland. De uddannede familiekonsulenter (tror jeg betegnelsen var) til at tage hjem til familier som havde børn med særlige behov. Deres opgave var at støtte og hjælpe familien til at tro på at de selv kan. Altså highlighte deres ressourcer!
Jeg var fuldstændig sikker på at dét ville jeg også. Altså være den fagperson som tog ud til ganske almindelige familier som havde nogle særlige udfordringer – ikke nødvendigvis større. Jeg husker det som var det i går!
Men jeg manglede en større faglig kompetence end jeg på dette tidspunkt besad, for at kunne udføre dette arbejde. Så min terapeutiske uddannelsesrejse og min vej ind i psykoterapi startede her.
Siden den dag har jeg taget adskillige uddannelser og kurser samt haft mange spændende jobs og opgaver, som har bragt mig til der hvor jeg er i dag.
Pas på dig selv gennem hele livet
For 3 år siden startede jeg www.morliv.dk, hvor jeg hjælper og støtter mødre til at finde hjem til sig selv, og agere herfra. Forstået på den måde at det er ud fra vores egen dømmekraft vi skal træffe vores valg. Som mødre ved vi ofte godt hvad vi og vores barn har brug for. Men vi bliver ofte vildledt af alle de velmenende mennesker omkring os. Både privat og fagligt. Vi skal lytte, men tage beslutningen hjemme hos os selv.
For ingen familier er ens. Både børn og forældre er unikke – og skal derfor behandles forskelligt. Og det er vigtigt at vi tillader os selv som mødre at være unikke og ser vores børn som unikke. Det skaber frihed og god sund udvikling.
Jeg støtter kvinder og deres familier til at finde modet frem og turde træffe de valg der er de rigtige for dem. Udover psykoterapi og familierådgivning anvender jeg også kropsterapi ud fra et helhedsorienteret syn. Krop og psyke hænger uløseligt sammen, og den bedste måde at løsne op for fastlåsheder og ubalancer er ved at inddrage det hele menneske.
Og helt overordnet vil jeg slutte dette blogindlæg med at huske dig på en ting: Én af de største gaver du kan give dine børn, er at passe godt på dig selv som mor. Hele livet igennem.
Jeg nyder at tillade mig selv at modtage jævnlige psykoterapisamtaler og kropsbehandlinger. Og jeg nyder at det nu er blevet en fast del af mit liv. Fuldstændig på samme måde som du tager jævnlige tandeftersyn og bileftersyn har krop & psyke også brug for et serviceeftersyn. Det hjælper med at bearbejde livets gode og mindre gode perioder. Det gir’ dig frihed, glæde og større indsigt i dit liv.
Har du lyst til at høre hvordan jeg kan hjælpe dig eller har du spørgsmål er du velkommen til at booke en gratis og uforpligtende samtale her.
