At være forælder er en af de mest meningsfulde, men også mest sårbare roller, vi kan have i livet. Vi ønsker kun det bedste for vores børn, og når de mistrives, vækker det en dyb sorg i os. Det kan være angst, frustration, vrede eller en følelse af utilstrækkelighed, der skyller ind over os. Vi konfronteres ikke blot med vores barns smerte, men også med vores egne dybeste følelser og erfaringer. Når et barn kæmper, påvirker det hele familien – relationerne til søskende, til partneren og endda til os selv.
Sorgen over barnets mistrivsel
Når vi ser vores barn kæmpe, uden at vi kan tage smerten fra dem, vækkes en sorg, der er næsten ubærlig. Vi kan føle os magtesløse, fordi vi ikke har løsningen eller redskaberne til at gøre alt godt igen. Sorg er en naturlig reaktion, for det er en kæmpe smerte at se det menneske, vi elsker højere end noget andet, lide.
Sorgen kan også være forbundet med en følelse af tab – tabet af den barndom, vi havde forestillet os for vores barn, tabet af letheden og glæden, der burde være en del af deres liv. Vi kan opleve, at vi begynder at sammenligne vores barn med andres børn og spørge os selv: ”Hvorfor skal mit barn have det sådan?” Dette kan føre til skyldfølelse, fordi vi føler, vi burde kunne gøre mere.
Følelsen af utilstrækkelighed
Når vores barn mistrives, kan vi føle os utilstrækkelige som forældre. Vi spekulerer på, om vi har gjort noget forkert, om vi har fejlet et sted på vejen. Tanker som ”hvis bare jeg havde set det tidligere” eller ”måske skulle jeg have gjort noget anderledes” kan plage os.
Forældre vil naturligt beskytte deres børn, og når vi ikke kan fjerne deres smerte, kan vi føle os afmægtige. Det er vigtigt at huske, at vi ikke altid har kontrol over vores børns livsvilkår. Vi kan støtte, vi kan elske, vi kan være der – men vi kan ikke altid fikse alt. Nogle gange kræver det tid, professionel hjælp eller en vej, vi ikke selv kan bane.
Frustration og vrede mod systemet og omverdenen
Når et barn mistrives, kan vi opleve en stor frustration over de mennesker og systemer, der burde hjælpe. Vi kan blive vrede på skolen, pædagogerne, psykologerne eller sundhedsvæsenet, hvis vi føler, at de ikke ser eller forstår vores barn. Måske har vi kæmpet for at få støtte, men er blevet mødt med afvisning eller lange ventetider.
Denne vrede kan være en måde at håndtere vores egen smerte på. Vi har brug for nogen at rette vores frustration mod, når vi føler os magtesløse. Men det kan også dræne os, hvis vi bliver fanget i en kamp mod systemet uden at finde en reel løsning. Det kan være en balancegang at kæmpe for sit barn uden at lade vreden opsluge en.
Ensomheden i forældreskabet
Når et barn mistrives, kan man føle sig meget alene. Andre forældre forstår måske ikke situationen, eller vi kan opleve, at vores omgangskreds trækker sig, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Mange forældre oplever, at deres venskaber ændrer sig, når de står i en krise.
Det kan også være svært at tale åbent om det. Vi lever i en tid, hvor der er stort fokus på det perfekte familieliv, og det kan være svært at indrømme, at man har et barn, der har det svært. Man kan frygte at blive mødt med misforståelser, velmenende råd eller endda dømmende blikke.
Ens følelse af isolation kan også forstærkes, hvis man føler, at andre ikke tager ens barns problemer alvorligt. Kommentarer som ”han vokser nok fra det” eller ”det er bare en fase” kan føles som en afvisning af den smerte, man står i.
Når mistrivslen påvirker parforholdet
Når et barn mistrives, bliver parforholdet ofte sat på prøve. Forældre reagerer forskelligt på stress og sorg, og dette kan skabe afstand mellem dem. Måske er den ene forælder handlingsorienteret og vil finde løsninger, mens den anden reagerer med sorg og opgivenhed. Måske skaber den konstante bekymring en grundstemning af stress og irritation, der gør det svært at være nærværende sammen.
Dertil kommer, at vi som forældre også bliver konfronteret med vores egen barndom og de mønstre, vi har med os. Hvis vi selv har oplevet svigt, ensomhed eller smerte, kan vores barns mistrivsel vække gamle følelser til live. Vi kan ubevidst projicere vores egne oplevelser over på situationen, hvilket kan gøre det endnu sværere at navigere i.
Det er vigtigt at tale åbent med sin partner/med-forælder om de følelser, der kommer op. Ingen af os har alle svarene, og ingen af os reagerer ens. At give plads til hinandens forskellige måder at håndtere krisen på kan være afgørende for at bevare en stærk relation.
Hvordan kan vi passe på os selv som forældre?
Når ens barn mistrives, har man en tendens til at sætte sig selv i baggrunden. Men for at kunne være en støtte for sit barn, er det vigtigt også at tage vare på sig selv.
· Søg støtte: Tal med nogen, du stoler på – en ven, en terapeut eller en støttegruppe. Du er ikke alene i dette.
· Accepter dine følelser: Der er ikke noget forkert i at føle sorg, vrede eller afmagt. Disse følelser er naturlige, og det er okay at have dem.
· Tag små pauser: Selv korte øjeblikke, hvor du trækker vejret dybt, går en tur eller gør noget, der giver dig ro, kan gøre en forskel.
· Vær venlig mod dig selv: Du gør det bedste, du kan. Ingen forælder er perfekt, og det er heller ikke nødvendigt.
Du er ikke alene
Det er en tung byrde at bære, når ens barn ikke trives. Sorgen, frustrationen og følelsen af magtesløshed kan være overvældende. Men du er ikke alene. Mange forældre står i lignende situationer, og der er hjælp at hente. Det vigtigste er at række ud – både efter støtte til dit barn og til dig selv.
At elske et barn betyder også at bære deres smerte. Men det betyder også at stå ved deres side, søge løsninger og kæmpe for dem – også når det føles håbløst. Der findes veje gennem mørket, og selv små skridt kan gøre en stor forskel.
Book en gratis og uforpligtende telefonsamtale her, hvis du vil høre hvordan jeg kan hjælpe jer.
